Lektørudtalelse

Forfatter: Karsten Just

I 1907 skrev københavnerkenderen, journalisten og forfatteren Carl Muusmann en føljeton i bladet Vort land. I 1908 udkom den i bogform, og selv på hundrede års afstand er det en underholdende fortælling. Muusmann benyttede sig af usikkerheden om ingeniør Andrées skæbne. Han var forsvundet med sin besætning i forsøget på at nå Nordpolen med ballon i 1897, og nu kunne der fabuleres frit. Andrées dagbøger bliver fundet efter et skibsforlis, og i disse dagbøger fortæller Andrée om sit møde med et urfolk i en lille dal ved Nordpolen, hvor de lever et stille og harmonisk liv, som brat forandres da Andrée finder frem til guldfundene i den mørke dal, som ingen af stammen må besøge. Andrée ser mange muligheder for kommerciel udnyttelse af fundene, men hans arbejdsmetoder betyder, at det lille samfund står over for udslettelse, så Andrée resignerer og forsøger at nå hjem til hjemlandet men uden held. De hvide pletter på landkortet inspirerede mange forfattere. Afrika og Asien, Sydamerika og polerne, her kunne man frit digte og forestille sig mystiske folk og begivenheder, som kunne sætte fut i fortællingen. Muusmann skriver godt, plottet er spændende og selv om der ligger en altmodisch stemning over historien, så fungerer det hele fint, den tvivlende europæer og de indtagende naturfolk At Andrée og fæller omkom omkring 1899 ødelægger ikke denne spændende, velfortalte historie