Lektørudtalelse

Forfatter: Else Lerche

I 2002 udgav Stamp og Misfeldt to pegebøger der skilte sig ud: Kvæk og Vov. Nu er de på banen igen med to titler i samme stil. De fortæller om bevægelse og modsætninger i to små historier fortalt iderigt og med lune. Tænk at det kan gøres så enkelt og indholdsrigt. Man følger spændt handlingen, og slutningen kalder smilet frem. De 1-3-årige vil fascineres af bøgerne, der er i et format, så de selv kan sidde og bladre i dem. Bøgerne kan holde til det, for de er trykt på kraftigt pap og er laminerede. Teksten, sat med fed, er blot et ord pr. side. Sammen med illustrationerne skaber de den sammenhængende historie. Illustrationerne er malet i en enkel, naiv og udtryksfuld streg, og der er brugt kraftig sort kontur. Farverne er klare, og baggrunden har få detaljer, og den er malet med en struktur, der gør den levende. Hovedmotivet er den lille hvide hund i bil eller fly. Små nuancer i hundens hoved viser tydeligt dens følelser. I Flyv starter den lille hvide hund sin grønne enmotors med en lyserød pakke i. Han flyver lavt, højt, tæt på, langt væk m.m. og lander på en tropeø, hvor han giver pakken til en lille hvid hunhund. I Kør starter han sin lille røde bil, kører op og ned, rundt osv., og ender ved en forretning med kødben. Forsiderne fanger øjet, bagsiderne fortæller om indholdet