Lektørudtalelse

Forfatter: Torben Wilhelmsen

Ny billedbog med sjove og herlige vrøvlevers og rim som efterfølger til den fabelagtige Mustafas kiosk fra 2001. Som i Mustafa-bogen udgør tekst og illustrationer en flot og layoutmæssig spændende helhed. De mundrette vrøvlevers er fulde af humor, poesi og sjove indfald, men indimellem er der også mere stille og eftertænksomme opslag, der anslår en mere alvorlig tone. Den håndtegnede, tydelige tekst er grafisk en del af de enkelte opslag og er ofte integreret i det enkelte billede. De farvestrålende, humoristiske og karikerede illustrationer passer godt til teksterne og er fyldt med overskud og skøre, finurlige og skæve indfald, der gør, at man kan blive ved med at gå på opdagelse i dem. Både børn og voksne vil fryde sig over de sjove rim, hvor vi møder folk som medisterminister Fister, norske nudister og Åge Emanuel Ordklog, og hvor det fx om mormors gebis hedder: "Det kan åbne en bajer / og knække en nød. / Det kan spille på banjo / og vække en død". Eller hvad med: "Araberkomplot! / Araberkomplot! / De stjal min mors rabarberkompot / Komplet komplot / De åd det råt / Det måtte de egentlig også godt". Denne billedbog vil blive en moderne klassiker helt oppe på niveau med Halfdans ABC, og den vil blive læst igen og igen af rimeglade børn og voksne. Højtlæsning fra ca. 4 år