Lektørudtalelse

Forfatter: Kirsten Katholm

Anvendelse/målgruppe/niveau

Digtsamlingen vil være interessant og tilgængelig læsning også for unge lyriklæsere

Beskrivelse

Forfatteren, der har afsluttet Forfatterskolen i 2008, debuterer her med 49 portrætdigte. Det indledende digt hedder "Jannick Wiinblad" og beskriver hendes lillebrors destruktive liv og hendes store kærlighed til ham. Bogen sluttes med en række tekster i en blandet dagbogsform og med et digt om hende selv "Christel Wiinblad". Rækken af personer i portrætdigtene, som C.W. beundrer, går fra internationale skuespillere som Audrey Hepburn og Marilyn Monroe til musikere som Jonny Cash og Mick Jagger. Men hun digter også om danske forfattere som Villy Sørensen og Ursula Andkjær Olsen og om personer fra sit eget liv. Hun beskriver skønheden i disse personer, idet hun får kombineret det offentlige billede med det private og får vist det overfladiske og det geniale sammen i en mere menneskelig sammenhæng. Gennem temaer som ensomhed, død, kærlighed og skønhed får hun beskrevet mennesker på grænsen mellem det forfærdelige og det smukke og mellem det geniale, ukontrollerede og forførende og det normale, kedelige og perfekte

Sammenligning

Christel Wiinblad, f. 1980 udgiver desuden i 2008 digtsamlingen Min lillebror, der udgives sammen med en cd med musik af Jannick Wiinblad

Samlet konklusion

Digtene rummer en intens og poetisk stemme som kan påvirke læseren. Samlingen er sprogligt en meget stilsikker debut