Lektørudtalelse

Forfatter: Torben Wendelboe

Anvendelse/målgruppe/niveau

Günter Grass' formidable debutroman fra 1959 anbragte ham direkte i verdenslitteraturen, og bogen er et væsentligt anliggende for enhver med interesse for verdenslitteraturens nyere klassikere

Beskrivelse

Romanens hovedperson Oskar Matzerath fødes i Danzig 1924, og romanen følger ham til hans 30 års fødselsdag, hvor han som mordanklaget sidder på et hjem for sindslidende. Da Oskar fylder 3 år, beslutter han sig for ikke at vokse mere og opnår derved en slags særstatus også hvad angår synsvinkel på fiktive og reelle historiske begivenheder i romanens tid, der fremstilles i Oskars groteske synsvinkel. Romanen er en frodig fabulerende satire, der med Oskars talent for at tromme og dertil en glasknusende stemme stadig formår at fængsle og har budskab også til nye generationer. Det er derfor meget velkomment, at romanen her i halvtredsåret for offentliggørelsen foreligger i en gennemgribende nyoversættelse. Som Per Øhrgaard selv skriver i sit lille efterord, så forældes oversættelser - men jo ikke originalerne. Så nu så at sige genopstår romanen på dansk i en version, der så kan holde de næste 50 år, og som på væsentlige punkter er en klar forbedring af Boisens oversættelse fra 1961

Sammenligning

Romanen hører til blandt hovedværker fra forfattere som Franz Kafka, James Joyce og Thomas Mann, Elias Canetti og de andre, der rejser sig i 1900-tallets litteratur

Samlet konklusion

En velkommen nyoversættelse af et mesterværk, der stadig kan fascinere og imponere