Lektørudtalelse

Forfatter: Rikke Bruun

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen henvender sig til læsere med interesse i kristendom, både troende og ikke-troende

Beskrivelse

Kathrine Lilleør er sognepræst, tidligere medlem af Etisk Råd og debattør. I denne bog skriver hun om tanker, om mennesker som hun har mødt igennem livet, sin baggrund, kristendom og dele af sit eget liv. Bogen er inddelt i fire dele: "Præsteliv", "Mænd og kvinder", "Sorg" og "Fædre, sønner, mødre og døtre". Forfatteren fortæller bl.a. om mødet med utilpassede konfirmander, døende, efterladte, kirkegængere og menighedsråd. Langt de fleste fortællinger er på ganske få sider og er uden større sammenhæng end de overordnede emner. Indimellem disse fortællinger kommer i korte afsnit historien om forfatterens skilsmisse, og de tanker og erfaringer, det har givet hende. Bogen er ikke en kronologisk fortælling om Lilleørs liv, men hun kommer vidt omkring i tid og emner, og de enkelte fortællinger står fint hver for sig. Bogens titel hentyder til spørgsmålet, der stilles Maria ved Jesu tomme grav, hvor der ikke er noget at græde over

Sammenligning

Lilleør har tidligere udgivet samtalebogen Tro mod tro, 2005 sammen med Naser Khader, hvor de i deres samtaler tager udgangspunkt i henholdsvis kristendom og islam

Samlet konklusion

Bogen er tankevækkende og giver læseren et indblik i Kathrine Lilleørs virke som sognepræst og de mange forskellige skæbner, som hun møder. Man får også en fortælling om hendes eget liv med familie, børn, skilsmisse, tanker og erfaringer