Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Winther Olsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Slægten er en populær historisk serie, der har mange trofaste læsere - og også en del der springer lidt til og fra, hvilket serien også lægger op til. Dette 16. bind er skrevet af Maria Helleberg, hvis velkendte miks af kvindeportræt og historiefortælling kan trække nye læsere til

Beskrivelse

Romanens bærende idé er at fortælle om tiden for stavnsbåndets ophævelse, den foregår i 1770'erne og 1780'erne. Det forrige bind endte med at Karen Dane som stor pige mistede sin mor ved en omfattende brand. Eftersom hendes far Frederik stadig opholder sig mest i København tæt på magtens indercirkel, er Karen overladt til sig selv og sine tanker. Den unge kvinde har ben i næsen og drømme om det ideale liv; hun overtager styringen af godset efter genopbygningen, og har god tid til romantiske idéer om at give de livegne fri og etablere skolegang for bønderne. Tanker som stadig kraftigere trænger sig på i det omgivende samfund. Derudover bærer hun på en mørk hemmelighed - en fødsel i dølgsmål - og den følger hende i kærligheds- og familielivet

Sammenligning

Den lille roman føjer sig fint ind i Hellebergs øvrige danmarkshistoriske forfatterskab, og har i forhold til hele serien Slægten særlig fokus på kvindeportrættet som basis for historiefortælling

Samlet konklusion

Farverige, letlæste og underholdende historiske romaner om det forholdsvis tørre emne: stavnsbåndets ophævelse findes der ikke mange af. Men Helleberg kan sin metier og lader hele dramaet udspille sig gennem en kvindes personlige engagement i sagen