Lektørudtalelse

Forfatter: Pia Boisen Michelsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Billedbogsudgave af H. C. Andersens smukke eventyr Nattergalen fra 1843, der med sin markante redigering af sprog og tekstlængde kan anvendes til børn fra 4 år

Beskrivelse

Kejseren af Kina hører rygter om en nattergal med en vidunderlig sangstemme. Fuglen flytter ind på slottet, men en dag får kejseren en smuk mekanisk guldfugl og glemmer alt om den grå nattergal. Da kejseren ligger for døden, redder nattergalen ham med sin sang. Fin gendigtning af et klassisk eventyr. Teksten er forkortet og omskrevet til et moderne mundret dansk. Fortællestilen virker tro mod det oprindelige eventyr, og der er taget flere af Andersens sjove detaljer med. Billedsiden byder på det ene smukke kinesiske scenarie efter det andet. Stregen er florlet og naturalistisk, mens farverne er sarte douche akvareller. Grebán har tidligere bl.a. illustreret Den lille havfrue, 2008, men er nok bedst kendt for billedbøgerne Olgas oplevelser og Billies honningdag begge fra 2007

Sammenligning

Eventyret findes i forskellige billedbogsudgaver, som generelt retter sig mod de største billedbogslæsere. Denne bog udmærker sig ved sin korte enkle tekst og sine stemningsfulde billeder, som gør det smukke eventyr lettilgængeligt for de 4-7-årige

Samlet konklusion

Fin gendigtning af et klassisk eventyr, der med sin enkle tekst og romantiske orientalske billeder egner sig godt til formidling af eventyret til det mellemste billedbogspublikum