Lektørudtalelse

Forfatter: Kirsten Katholm

Anvendelse/målgruppe/niveau

En beretning om en personlig sygdomshistorie blandet med en akademisk neurovidenskabelig, litterær og filosofisk analyse af forholdet mellem krop og sind. En omfattende og detaljeret gennemgang som kræver en koncentreret og interesseret læser

Beskrivelse

Bogen indledes med beretningen om, hvordan SH under en mindetale for sin far, begyndte at ryste. Hun var klar i hovedet og fortsatte sin tale, samtidig med at hendes arme rystede og hendes ben spjættede. Det var kun det første af en række anfald og bogen rummer en gennemgang af forfatterens undersøgelser af, om hun er ramt af et angstanfald, hysteri eller epilepsi. Herunder analyserer hun, hvor grænsen er mellem krop og sind, og hvordan sygdom kan gå ind i vores identitetsopfattelse. Hun gennemgår kvindens hysterihistorie fra fænomenet i oldtiden og til Freuds teorier med henvisninger, citater og noter fra lægefaglige og filosofiske kilder. Forfatterens gennemgang er meget reflekterende og kompleks, og også humoristisk og let i stil og sprog

Sammenligning

Forfatteren er kendt for sine essays og mange skønlitterære værker. I disse behandler hun også temaer omkring krop, sind, robusthed, sårbarhed, hysteri og andre nervøse lidelser. Sammenlignet med andre personlige sygdomsberetninger rummer denne en meget intellektuel tilgang til emnet

Samlet konklusion

En velskreven og spændende beretning om et grænsesøgende menneske. Et langt intellektuelt essay om forfatterens egen personlige sygdomshistorie, hvor hun systematisk gennemgår alle muligheder for at få en diagnose