Lektørudtalelse

Forfatter: Ulla Møller

Anvendelse/målgruppe/niveau

For unge og voksne fra 12 år, som kan lide medrivende science-fiction, og som kan glæde sig til at se frem til en spændende serie og en filmatisering

Beskrivelse

Uglies er den amerikanske forfatters danske debut. Bogen er første del af en trilogi og udkom i 2005, i mellemtiden er også fjerde del af serien udkommet, og der er en film på vej. Det er en dystopi, der rummer en del samfundskritik. Handlingen udspilles i en fremtid, hvor den nuværende civilisation er gået til grunde pga. afhængighed af olie. Indtil 16-årsalderen lever børnene i den grå "uglies-by", mens de venter på, at en kosmetisk operation skal gøre dem smukke. Hovedpersonen Tally Youngblood gør oprør mod dette, da hendes venner Shay og David viser hende bagsiden ved at være "smuk", men hun ender som forræder. Bogen skildrer de fysiske og psykiske forandringer i ungdomsårene. Samtidig behandler den temaer som kropskultur, selvværd og gruppepres, temaer der er væsentlige for unges personlighedsudvikling

Sammenligning

Mange ungdomsbøger lader de unge gennemleve overgangsårenes udfordringer i ukendte og fantastiske universer med dystre undertoner, et nærliggende eksempel er den populære Tusmørke-serien. Om skønhed og selvværd handler Gail Carson Levines Skønnest, 2007

Samlet konklusion

Et spændende bud på en moderne science-fictionserie for unge. Samtidig er den et debatindlæg om den kropsdyrkelse, der bl.a. kommer til udtryk i de kropsudsmykninger og kosmetiske operationer, som endog forholdsvis unge mennesker udsætter sig for i skønhedens navn