Lektørudtalelse

Forfatter: Kresten Søe Christensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Til erindringslæsere og folk i musikmiljøet

Beskrivelse

I bogen fortæller Skousen sin historie fra fødslen i Tyskland i 1944 som barn af en tysk mor og en dansk far, ankomsten til Danmark, forældrenes skilsmisse, ophold på børnehjem, bopæl med enlig mor på utallige adresser ugleset som tyskerbarn og iveren for ikke skille sig ud, gymnasietiden på Sorø kostskole og lægestudiet han forlod til fordel for engagement i teater, film og musikken, hvor han sammen med Peter Ingemann blev en af ungdomsoprørets centrale skikkelser med lp'en Herfra hvor vi står, 1971 - frem til i dag, hvor han også ser tilbage på en musiker- og skuespillerkarriere i teatergruppen Solvognen og Jomfru Ane Teatret plus en række roller i film og på tv. Skousen skriver i jævnt talesprog med hastige skift i tid og sted i en lidt ustruktureret og forceret fremstilling, der tit kræver forhåndsviden om personer og miljø. Bogen igennem er der mange begivenheder og gode iagttagelser, men den lidt fragmenterede springende fremstilling gør det ofte svært for læseren at holde sig på hesten. Fra skildring af ungdomsoprøret i bogens anden halvdel falder der mere ro over bogen. Atmosfære, stemninger og tidsbillede træder her igennem if. fortælleformen, der med sit lille drys af kritisk distance giver et fint indtryk af tiden og dens tumult

Sammenligning

Ingen andre titler i 99.4 om Niels Skousen

Samlet konklusion

En sproglig jævn erindringsbog i en lidt ustruktureret fremstilling, som har sin styrke i stemningsbilledet og beskrivelserne om tiden i ungdomsoprøret i 1970'erne