Lektørudtalelse

Forfatter: Lars Ovesen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Mit liv som papegøje : erindringer egner sig for alle der har en interesse i dansk skuespil, med særligt henblik på Bent Mejding. Bogen kan læses af alle lånergrupper, tyk som tynd, ung som gammel

Beskrivelse

I denne titel fortæller skuespilleren, teaterdirektøren og bogholderen! Bent Mejding om et langt liv indenfor dansk scenekunst. Bogen fortæller, i en række korte kapilter, historien om Bent Mejding. Begyndende med hans tidlige barndom i Svendborg, og derefter beskrives, kronologisk, et liv på de danske scener. Bogen er skrevet med en sjælden indlevelse, og emmer af selvironi samt humor. Titlen afsluttes med en imponerende oversigt over Bent Mejdings karriere. Selve materialet er en super hardback kvalitet, med tykke og robuste sider, der ydermere er trykt på miljøvenligt papir. Teksten i bogen er krydret med en række billeder, der også skildrer et liv udenfor scenen. Alle billederne ledsages af en billedtekst, der ofte fortæller deres lille historie

Sammenligning

Der er ikke udkommet nogen tidligere biografier om Bent Mejding. Det er dog muligt at læse nærmere om ham, i diverse opslagsværker om dansk skuespil

Samlet konklusion

Mit liv som papegøje : erindringer er en glimrende titel, der låner sig selv ud. En pryd for enhver samling, både stor som lille. Kan kun anbefales på det varmeste. En perle om en stor skuespiller