Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Anvendelse/målgruppe/niveau

En ny krimi med den skaldede detektiv er guf for Anna Grues mange faste læsere af begge køn. Nye læsere af skandinaviske krimier kan også sagtens springe på her

Beskrivelse

Femte selvstændige bind om reklamemanden og privatdetektiven Dan Sommerdahl fra det fiktive Christianssund er en solid og underholdende krimi af den slags, hvor det opklaringsmæssige og det private går hånd i hånd med gedigne skildringer af hovepersoner, et broget persongalleri og ditto miljøer. Op under jul findes den hovedrige direktør for et stort entreprenørfirma dræbt. At han er jetsetter og utrolig kvindeglad sætter gang i spekulationerne, og klassiske motiver som jalousi, økonomi og narko er i spil. Christianssunds Politi kommer vidt omkring og uden at få noget gennembrud, før den uortodokse Dan Sommerdahl halvt inde i bogen entrer scenen og kan se på det hele med friske øjne. Håndværksmæssigt er det en udmærket krimi, og at den er længe om for alvor at komme i gang, vil ikke afskrække lånerne, som vil stå i kø efter den

Sammenligning

Det er mest oplagt at sammenligne Anna Grues (f. 1957) krimier med Elsebeth Egholm og Sara Blædel, både hvad angår indhold, kvalitet og popularitet

Samlet konklusion

Underholdende og vidtforgrenet dansk krimi som i kraft af Anna Grues navn og den interessevækkende bagsidetekst vil blive efterspurgt på alle biblioteker