Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Rahbek Christensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Mit bankende hjerte er en glimrende ungdomsbog, som henvender sig til unge fra 12-15 år. Bogen kan bruges til almindelig fritidslæsning, men også til emnearbejde om alvorlig sygdom

Beskrivelse

Amanda går i 8. klasse og er forelsket i David. 1. halvdel af bogen beskriver Amandas hverdag med veninden, klassekammerater, forældre og forelskelsen i David, og giver et nuanceret indblik i unges følelser og tanker. Senere bliver Amanda alvorligt syg, og det viser sig, at hun har et for stort hjerte, og at hun skal have en hjertetransplantation for at overleve. Bogen er meget gribende uden at være sentimental, og beskriver rigtig fint Amandas mange følelser omkring sygdommen. Man får også et godt indblik i omgivelsernes forskellige måder at reagere på (forældre, venner m.fl.). Slutningen er åben, men med den gode nyhed, at der endelig er fundet et egnet donorhjerte til Amanda. Historien foregår i Norge, men kan uden problemer overføres til danske forhold. Den norske forfatter, Alf Kjetil Walgermo, har udgivet enkelte børnebøger i sit hjemland, men er ikke tidligere udkommet på dansk. Sproget er nutidigt og med en del dialog. Forsiden er fængende, og der er en spændende og dækkende appetitvækker på bagsiden

Sammenligning

Der findes en del ungdomsbøger om alvorligt syge unge, men kun to om hjertetransplantation: Hjerte i vente, 2009 og Et hjerte til Maria, 2004

Samlet konklusion

Mit bankende hjerte er en vidunderlig ungdomsbog i Gyldendals hjerteserie om et alvorligt emne, og den kan varmt anbefales