Lektørudtalelse

Forfatter: Torben Wendelboe

Anvendelse/målgruppe/niveau

Værket henvender sig bredt til det publikum, der ynder internationale krimier i absolut topklasse

Beskrivelse

Karin Slaughters 4. krimi i serien om Sara Linton og Will Trent har et plot, der udspiller sig i to tidsplaner. Med mange klip fra nutid og tilbage til midten af 1970'erne skildres og oprulles grumme forbrydelser i fortiden, hvor unge kvinder forsvinder og dræbes af en bestialsk seriemorder, Wills far. Da Wills far overraskende løslades, genoptages seriemordene, og opklaringsarbejdet bliver ikke blot en færd gennem bestialsk vold og død, men opklaringen kaster også lys over Wills herkomst og forklarer det særlige forhold, der er mellem Will og hans foresatte Amanda Wagner. Slaughter klipper suverænt mellem fortid og nutid i et ganske sindrigt plot, der skildrer de grumme forbrydelser, men som også giver plads til gode skildringer af scenen for det hele, byen Atlanta, og som ydermere også giver Will og Sara mulighed for at styrke deres kærlighed. Det hele hænger sammen, det er en rigtig flot krimi, der lige har noget af et par knaldperler til slut. Det er en fordel men ingen nødvendighed at have fulgt parret i Slaughters tidligere romaner

Sammenligning

Bogen ligger i klar forlængelse af Slaughters tre øvrige romaner om parret, Genesis, 2010, Brudt, 2011, og Dybt fald, 2011, og kan anvendes fuldt ud som disse, eller som fx krimier af forfattere som Harlan Coben, Patricia Cornwell og James Lee Burke

Samlet konklusion

En velskrevet, velkomponeret krimi i den absolutte topklasse, helt som Slaugherts tidligere