Lektørudtalelse

Forfatter: Annemette Schønberg Johnsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Historisk biografisk roman fra reformationens tid. Der er et mylder af navne og referencer, som kan virke besværligt for de mere underholdningssøgende læsere. Stangerup må nok siges at være blandt vores lidt tungere forfattere, men har alligevel stadig en vis folkelig popularitet, selv om hans bøger har ca. 20 år på bagen

Beskrivelse

Gennemresearchet, detaljerig romanbiografi fra reformationen. Broder Jacob menes at være den forstødte bror til Christian II. Som franciskanermunk brugte han sit liv på at forsvare sin tro og humanistiske tanker. Efter mange turbulente år rundt i Europa endte han sine dage i Mexico, hvor han stadig huskes og forsøges helgenkåret. Der er intet at udsætte på romanens sprog, miljøskildringer eller indsigt i stoffet. Men den kræver en koncentreret læser, der værdsætter de mange navne og historiske fakta, der er indskrevet i fortællingen

Sammenligning

Broder Jacob er behandlet i artikler og biografier, og romanen er analyseret i flere værker. Selvstændig del af den romanbiografiske trilogi, der også omfatter Det er svært at dø i Dieppe og Vejen til Lagoa Santa

Samlet konklusion

Meget detaljemættet romanbiografi over den danske kongesøn og franciskanermunk, der rejste gennem den europæiske reformationsfejde til Mexico, hvor han forsøgte at få sine religiøse og humanistiske tanker omsat i praksis. Her huskes han stadig og forsøges kanoniseret. Bogen udkom 1. gang i 1991 og læses stadig, men kræver koncentration af sin læser og henvender sig ikke til Sandemo-segmentet