Lektørudtalelse

Forfatter: Michael Olsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen Dødens ansigt af Cody McFadyen er for læsere, der kan lide spændende thrillers. Men læserne skal have nerver af stål og kunne tåle lidt af hvert. For der bliver ikke lagt fingre imellem i beskrivelserne af mordscener og sexmishandling, der finder sted i historien. Der var tidspunkter under læsningen, hvor jeg fik en knude i maven og næsten glemte at trække vejret, så grum er historien nogle steder. Men den er også virkelig spændende!

Beskrivelse

FBI-agenten Smoky Barrett må afbryde sin ferie, for at tage ud til et ret makabert mordsted. En ung pige på stedet har spurgt efter Smoky og vil kun tale med hende. Pigens liv er nærmest ødelagt, da hun tilsyneladende bliver forfulgt af en vanvittig psykopat, der vil slå alle ihjel, som pigen knytter sig til og således har han myrdet pigens forældre og nu også hendes adoptivforældre. Men han er ikke færdig med at knække pigen psykisk og myrde folk, så Smoky Barret og hendes team får nok at se til i jagten på "Den Fremmede", som han bliver kaldt

Sammenligning

Efter at have læst Dødens ansigt forestiller jeg mig, at den er en sammenblanding af temaerne i Thomas Harris bøger om Hannibal Lecter og Andrew Vachss spændingsromaner. Den er anden del på dansk i serien om Smoky Barrett og den tredje forventes i januar 2013

Samlet konklusion

Romanen Dødens ansigt er foruroligende, blodig, ubehagelig og virkelig spændende og velskrevet. Den er nok ikke for alle spændingslæsere, da de skal kunne tåle mange udpenslede detaljer af mordscener, tortur og sexmisbrug