Lektørudtalelse

Forfatter: Kirsten Thorning Thagaard

Anvendelse/målgruppe/niveau

Den 40. bog i den yderst populære serie om Palle og hans far til læsetræning og fritidslæsning for begynderlæserne i 1.-2. klasse (fra 6 år)

Beskrivelse

Palles far er som sædvanlig den barnligt ufornuftige. Denne gang skal de fejre nytårsaften, og faren vil vise Palle de forskellige former for nytårsløjer. Han forskrækker naboen, fru Hansen, bytter havelåger ud og ringer på fremmede menneskers døre og løber væk. Tilbage i lejligheden fyrer faren en bordbombe af, og bagefter går han og Palle ned på gaden for at fyre en stor raket af. Da de igen kommer op til lejligheden, er deres dørmåtte væk. Faren bliver vred, for ham er der ingen, der skal narre! Men det har fru Hansen altså gjort. Nu har hun fået hævn. Tekst og illustrationer er et hele, som supplerer hinanden fornemt

Sammenligning

Bogen lægger sig tæt op ad de andre bøger om Palle, både hvad angår humor og layout. Også denne gang er der en fin intertekstuel reference til Alfons Åberg

Samlet konklusion

Mange børn er fascineret af nytårsløjer. Begynderlæserne vil fryde og more sig over Palles fars meritter i denne lille perle af en jubilæumsbog, der foregår på en af årets store aftener