Lektørudtalelse

Forfatter: Rikke Bruun

Anvendelse/målgruppe/niveau

Udover at henvende sig til læsere med interesse i Preben Kaas, henvender bogen sig til dem, der vil vide mere om livet i den danske revybranche i tiden med bl.a. Stig Lommer, Dirch Passer og Jørgen Ryg

Beskrivelse

Preben Kaas (1930-1981) var dansk skuespiller, manuskriptforfatter, instruktør og stod i flere år bag Cirkusrevyen. Han startede allerede som ung en skuespillerkarriere, og han medvirkede igennem sin karriere i rigtig mange film bl.a. 2 film med Olsen-Banden, hvor han i 1970 modtog en Bodil for sin birolle som Dynamit-Harry i Olsen-Banden på spanden. Sammen med Jørgen Ryg blev han en af Danmarks helt store komikere og spillede med i mange revyer og teaterstykker. Foruden at berette om Preben Kaas' utrolig aktive arbejdsliv, går bogen også tæt på hans privatliv herunder hans 4 ægteskaber og 5 børn. Bogen er ikke et glansbillede og fortæller om et liv med mange op- og nedture. Et massivt arbejdspres, alkohol, vold og sygdom fører i 1981 til, at Preben Kaas i en alder af 50 år begår selvmord

Sammenligning

Der er ikke tidligere udkommet bøger om Preben Kaas. Til gengæld er der udkommet flere bøger om samtidige skuespillere såsom Ole Sønnichsens Dirch Passer, 2009 og Bo Østlunds samtalebog Daimi og Dario : med showbiz i bakspejlet, 2010

Samlet konklusion

Preben Kaas spillede en stor rolle i den danske underholdningsbranche i mange år, og bogen om ham føjer sig flot til rækken af biografier om store danske kunstnere. Desuden tegner bogen et billede af den danske teater- og revyscene i årene 1950-1980