Lektørudtalelse

Forfatter: Grethe Lorentzen

Anvendelse/målgruppe/niveau

En oplysende og letlæst bog om at have ondt i kærlighedsrelationer, til dem, for hvem nære relationer til andre ikke lykkes godt

Beskrivelse

Ilse Sand er præst og psykoterapeut. Her forklarer hun, hvordan automatiserede, ubevidste selvbeskyttelsesstrategier opstår, udvikles og kan afvikles, når de i voksenlivet ikke længere er hensigtsmæssige. Selvbeskyttelsesstrategi er brugt i betydningen at lægge afstand til egne følelser, andre mennesker eller realiteterne i ens livssituation. Sand forklarer genkendeligt, hvordan strategierne udvikles i barndommen, og hvordan de i voksenlivet lever videre og spænder ben for nære relationer til andre og egne følelser. Det er en fin bog, som målgruppen vil have stor glæde af, ikke mindst fordi stoffet er godt disponeret, og Sand forklarer med henvisning til realistiske, genkendelige eksempler. Der er dog kun få operationelle ord om, hvordan man griber afvikling af strategierne an, så her må man læse videre andetsteds, fx i de nævnte bøger

Sammenligning

Lev med dine følelser, 2001, ligger fint i tråd med indholdet i denne bog. Sand har tidligere udgivet Find nye veje i følelsernes labyrint, 2011, der, som denne, henvender sig til læsere, der ønsker at blive klogere på sig selv og sine følelser

Samlet konklusion

Fin, letlæst og oplysende bog om de selvbeskyttelsesstrategier, der spænder ben for at mærke svære følelser i voksenlivet og opnå nære relationer til andre. Det er en i høj grad brugbar bog, som fortjener en plads på alle biblioteker