Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Anvendelse/målgruppe/niveau

Sjette selvstændige bind i den udmærkede skærgårdskrimi fra Sandhamn. Den er skrevet efter Viveca Stens efterhånden velafprøvede koncept og behøver ingen formidling for at blive udlånt igen og igen

Beskrivelse

En kendt udenrigskorrespondent findes død i julen på den stockholmske skærgårdsø Sandhamn. Vicepolitikommissær Thomas Andreasson må afbryde sin ferie for at tage sig af sagen, som viser sig at være mord og have noget med indvandrerfjendske miljøer at gøre. Samtidig har Thomas' gamle veninde Nora Linde sit at se til som jurist i en bank, hvor ledelsen måske er lidt flosset i kanten. Farlige forhold er en velfungerende hyggekrimi, hvor Thomas og Noras private forhold fylder lige så meget som politiarbejdet. Udmærkede personskildringer, effektiv komposition og overraskende slutning

Sammenligning

Viveca Sten (f. 1959) er fuldt ud på højde med svenske krimiforfattere som fx Camilla Läckberg og Mari Jungstedt, og det er vores lånere også så småt ved at have opdaget

Samlet konklusion

Udmærket og atmosfærefyldt svensk hyggekrimi, som foregår over et par juledage i et snedækket Stockholm og på skærgårdsøen Sandhamn. En krimi, som der vil være mange læsere til på alle biblioteker