Lektørudtalelse

Forfatter: Anny Skov Madsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Den anonyme forfatters debatbog om dansk socialdemokratisk politik har givet stor medieomtale, og den betyder efterspørgsel. Kigget ind bag kulisserne er for alle, der interesserer sig for politik og magtkampene i socialdemokratiet

Beskrivelse

Bogen er ifølge forlagsdirektøren Jakob Kvist skrevet af en socialdemokrat, der er medlem af folketingsgruppen, men som foretrækker at være anonym. Ved at vælge rollen som whistleblower giver MF'eren sig selv en frihed til at fortælle om regeringspartiets dagligdag, strategier, fraktioner, kaffeklubbernes betydning og interne magtkampe. Det begynder med formandsvalget i 2005, hvor Helle Thorning blev valgt, og det slutter med partikongressen i september 2013. Alt i alt er det velkendte forløb fra medierne skrevet i en dramadokumentarisk form med indlagte sløringer og fiktive forløb ifølge Jakob Kvists forord. Der er fokus på enkeltpersoners rolle, især er der en del omtale af Henrik Sass Larsen, Mette Frederiksen og Bjarne Corydon

Sammenligning

B. Heltberg: Hvor der handles, 1996 er om formandsopgøret i Socialdemokratiet i 1992. Konceptet er det samme som i Den hemmelige fodboldspiller, om forholdene i Premier League

Samlet konklusion

Bogen giver et indblik i de personlige og ideologiske magtkampe i Socialdemokratiet, og hvordan hierarkierne i partiet fungerer. Det er underholdende skrevet i en dramadokumentarisk form. For den opmærksomme iagttager af livet på Christiansborg er der nok ikke de store afsløringer, men netop det anonyme islæt er med til at hype bogen