Lektørudtalelse

Forfatter: Ann Luther Petersen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Rammer plet hos drenge i 13-14 års alderen og op efter. Forsidens farve-eksplosion vil i sig selv tiltrække målgruppen og ellers skal bogen formidles som en sjov historie med masser af gang i den. Til forældrene kan understreges, at der er en meget sympatisk pointe til sidst

Beskrivelse

Vilde fodbold-fans og gangstere, der ligner Dalton-brødrene fra Lucky Luke, er nogle af de farverige typer, der befolker Ringtveds velskrevne ungdomsroman Kings of Jutland. Ifølge forsiden er genren "krimikomedie" og det rammer godt plet, for der er meget humor og fart over feltet med bankrøveri, forfølgelse og mange, mange penge. Hovedpersonerne er de tre unge fyre Bo, Skipper og Ronny. Bo er fortælleren, Skipper er i lære som tømrer og Ronny er arbejdsløs. Det går dårligt for deres fodboldhold, og de mangler altid penge. Men så beslutter de sig for at røve en bank - uheldigvis har andre fået samme ide samme dag, så pludselig har de tre en flok gangstere i hælene og må flygte over hals og hoved. Dialogen er flere steder rigtig sjov og handlingen flyver ubesværet af sted. Glenn Ringtved har skrevet billedbøger, ungdoms- og børnebøger. Denne er lettere i tonen end hans seneste udgivelser Dig og mig ved daggry og En god dreng

Sammenligning

Humor, spænding, unge og kriminalitet findes også i Lars Holmgaard Jørgensens to bøger Lige om hjørnet og Lige om næste hjørne

Samlet konklusion

Velskrevet ungdomsroman med sjov dialog og sympatisk pointe