Lektørudtalelse

Forfatter: Boy Olesen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Velegnet som selvlæsning til børn fra ca. 7-8 år altså fra ca. slut 1.-2. kl

Beskrivelse

Endnu en god bog i forlagets serie til de børn der er kommet i gang med at læse. Et gedigent og imødekommende bogudstyr danner rammen, og sammenholdt med den yderst velskrevne tekst og de meget gode følelsesladede farvelagte tegninger, der giver den interessante historie, er der her en bog, hvor elementerne går op i en højere enhed. Der er to ting Tobias elsker, at lege med Anita og lege MGP. Selvom de andre drenge synes det er for meget med Tobias og hans MGP, så synger Anita og Tobias bare derudaf, og forestiller sig at der er et stort publikum, og at dommerne giver toppoint. Anita er et år ældre end Tobias, så hun bestemmer. Hendes storesøster, Annie forestiller sig at hun kysser med sin usynlige kæreste Flemming, og I det hele taget spiller det at kysse og være større end man er en vis rolle. Sproget er veltilpasset målgruppen, udtrykt i korte sætninger uden brug af svære ord. Layoutet er overskueligt og dynamisk

Sammenligning

Kan sammenlignes med Frantz får besøg af Katrine Marie Guldager og K for Klara : hjerteveninder af Line Kyed Knudsen

Samlet konklusion

En rigtig god bog, der med stor forståelse og empati, vil være nem for målgruppen at tage imod