Lektørudtalelse

Forfatter: Jørgen Bartholdy

Anvendelse/målgruppe/niveau

Tilhængere ef den hårdkogte krimi får her mulighed for at stifte bekendtskab med et af de sjældne danske forsøg indenfor genren

Beskrivelse

Jan Eriksen, journalist med musik som primært område, har tidligere skrevet et par fagbøger. Smuk som et nakkeskud, hans første krimi, indledes med mordet på en dansk tv-mand, der er involveret i driften af det internationale Melodi Grand Prix. Parallelt følger vi en gruppe højtstående mediepersoner, der i samarbejde med russiske kriminelle i virkeligheden styrer Grand Prixet, og vi aner snart en sammenhæng. Eriksen skriver i en klassisk ordknap stil, hvor korte hovedsætninger følger hinanden, og dialogen er krydret med slang, som ikke altid virker autentisk. Tempoet er hæsblæsende og overraskelserne falder tæt. Eriksen har en god sans for at lade den musik, der høres i handlingen, sætte stemningen, men har omvendt vanskeligheder med at styre det store persongalleri. Handlingen springer efterhånden i så mange forskellige retninger, at selve opsamlingen af det vidtforgrenede plot strækker sig over flere kapitler. Det gør det svært at holde fokus, og de mange personer præsenteres så hastigt, at vi aldrig når at fatte interesse for dem

Sammenligning

Eriksen kan i sin brug af nutidssprog, tempo og moderne slang sammenlignes med en forfatter som Jens Lapidus, der dog mestrer dialogen, og for hvem det lykkes at skabe en særlig autentisk atmosfære

Samlet konklusion

Hårdkogt dansk krimi, der er skrevet i et forrygende tempo, men som forgrener sig så hastigt, at overblikket forsvinder