Lektørudtalelse

Forfatter: Anne Grete Jacobsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Karin Slaughters romaner sælger sig selv, og da denne roman er enkeltstående, dvs. ikke en del af en serie, så kan nye læsere af forfatteren uden problemer starte her

Beskrivelse

Karin Slaughter bliver af mange betragtet som en af vor tids bedste thrillerforfattere, og selv om det er store ord, så er jeg helt med på, at hun er rigtig god. I Hævntørst er vi i Atlanta, Georgia, og vil følger Kate Murphy fra hendes første arbejdsdag ved Atlanta Politidistrikt i 1974 og en uge frem. Der er stor opstandelse på stationen, fordi Politimorderen har slået til igen, og alle kræfter bliver sat ind på at fange ham. Samtidig med at vi følger jagten på ham, er vi også inde i hovedet på morderen, og han har sin helt egen dagsorden. For Kate bliver det en brat opvågnen, hun må finde sig i sexistiske og nedvurderende bemærkninger, og som kvinde får hun at vide, at hun ikke dur til noget. Som sædvanlig hos Slaughter, rummer historien meget mere end selve politiarbejdet. Her er noget om at være sort, jøde, bøsse eller på anden måde anderledes i 1970'erne, her er barske bemærkninger, alfonser, kvinder uden rettigheder og megen vold, det hele er fortalt i et ekstremt højt tempo og atmosfæren er ramt lige på kornet

Sammenligning

Vi har en del krimier, som beskriver politiarbejdet i USA, bl.a. Michael Connelly, Richard Montanari og Lisa Gardner

Samlet konklusion

En uhyre velskrevet og veldrejet historie, som jeg bare måtte læse i en fart. Karin Slaughter har - velfortjent - mange læsere, og da Hævntørst er en selvstændig roman, vil den også være en god start for nye læsere af forfatteren