Lektørudtalelse

Forfatter: Steffen Gordon Nielsen

Kort om bogen

Vidende og underholdende gennemgang af Tysklands nyere historie, skrevet med Lykke Friis' velkendte glimt i øjet. Kan læses af alle der interesserer sig for emnet, og fungerer fint som introduktion til yderligere fordybelse

Beskrivelse

Den tidligere minister og nuværende prorektor for Københavns Universitet, er kendt for sin lidt skælmske stil og i særdeleshed for sin passion for Tyskland. Begge dele skinner igennem i nærværende bog, som omhandler Tysklands historie fra Bismarck til Merkel. I en blanding af personlige fortællinger, analyser, og historiegennemgang, reflekteres over Tysklands udvikling og det paradigmeskift, der er sket i forhold til omgivelsernes syn på landet. Som et gennemgående tema fortælles desuden om de forskellige tyske lederes forhold til hunde, lige fra fra Bismarcks grand danois til Merkels hundefobi

Vurdering

Friis har begået en lidt anderledes, men absolut informativ og letlæselig introduktion til Tysklands historie og samfund. Hendes begejstring for naboen i syd skinner klart igennem, men direkte tendentiøst bliver det aldrig, dertil har Friis for mange fine pointer. Hundetemaet bør ikke afskrække nogen, da det er integreret på en absolut sober måde og fylder faktisk ikke så meget

Andre bøger om samme emne

Generelt er der ikke udgivet ret meget nyt om emnet. Flere af de nyere udgivelser, fx Tyskland efter murens fald 1989, 2006, fokuserer på de nu overståede negative konsekvenser af genforeningen