Lektørudtalelse

Forfatter: Carsten Güllich-Nørby

Kort om bogen

Barsk insider-beretning fra den danske rocker-verden til dig som sluger alt om autentiske kriminelle miljøer

Beskrivelse

Journalisten Marie Louise Toksvig trænger med udgangspunkt i interviews med den afhoppede rocker Martin Fryd Petersen og andet kildemateriale ind bag facaden i den danske rockerverden. Ex-rockeren Martin Fryd Petersen bliver som 22-årig, hvor han både har uddannelse og job, voldsdomme og et stort hashforbrug, medlem af AK81, en slags underafdeling af Hells Angels. Bogen beskriver, hvordan Martin med tilnavnet Fryd i rockermiljøet hurtigt er berygtet som en slagsbror med ultrakort lunte. Senere bliver han såkaldt "hangaround" hos HA. Til sidst fortryder han tilsyneladende sit rockerliv og finder en vej ud af miljøet.Han skriver i sit efterord bl.a.: "Det jeg vil forsøge at opnå med denne bog, er, at jeg vil appellere til omverden om, at man skal tro på det bedste i mennesker - selv om det kan ligne en fortabt sjæl."

Vurdering

Velskrevet dokumentarisk biografi, der råt for usødet viser bagsiden af livet i rockermiljøet. Men bogen viser også med Martin Fryd Petersen som eksempel, at der måske er en vej ud af det barske miljø man engang så brændende ønsker at være en del af

Andre bøger om samme emne

Kan sammenlignes med Kronvidnet af Morten Frich eller Exit Hells Angels af Søren Baastrup