Lektørudtalelse

Forfatter: Marion Tirsgaard

Kort om bogen

En ung kvindes personlige beretning om at miste forstanden, overleve et selvmordsforsøg og gå igennem flere psykiatriske indlæggelser. Gribende og vedkommende læsning for dem, der har eller har haft en sindslidelse tæt inde på livet. Til både unge og voksne læsere

Beskrivelse

Caroline Livingstone debuterer med denne selvbiografiske bog, der skildrer, hvordan det som ung kvinde er at leve med en sindslidelse. Efter et selvmordsforsøg i gymnasietiden, hvor Caroline findes af sin lillebror, indlægges hun på den lukkede afdeling på psykiatrisk hospital. Caroline søger tilbage i barndommen for at forstå og finde spor af sygdommen, og vi følger bl.a. Carolines tanker mens hendes tilstand forværres, og hun rammes af en psykose. Bogen følger Caroline gennem flere år og gentagne indlæggelser

Vurdering

En gribende og vedkommende selvbiografi, der giver et unikt blik ind i sindet på en psykisk syg kvinde. Det sanselige sprog og Carolines konstante tankestrøm gør bogen nærmest klaustrofobisk, hvilket overvejende fungerer godt, men det bliver også meget kompakt og koncentreret. Det er dog uden tvivl en vellykket debut og en udgivelse med en vigtig stemme

Andre bøger om samme emne

Psykisk sygdom set indefra er et tema, der går igen i både nyere og ældre litteratur som fx i Joan Kirk Jensens Ødeland og i Glasklokken (Ved Olga Ravn og Mette Moestrup)