Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Rahbek Christensen

Kort om bogen

Spændende og letlæst fantasy om 16-årige Jonathan, som kommer på et hæsblæsende eventyr, da hans lillebror forsvinder ind i en anden verden via en mystisk portal. For børn fra 11 år

Beskrivelse

Jonathan og hans lillebror Karlo opdager sammen med deres fætter August en mystisk portal i fætterens hus. Ved en fejl forsvinder Karlo ind i en anden verden, og drengene forsøger sammen med nabopigen Cecilie at finde ham igen. De får undervejs hjælp af Spiff fra Det Interuniversielle Ordenskorps, som har til opgave at lukke portalen. Forfatter Nick Clausen har skrevet mange andre bøger for børn og unge, primært gys og fantasy

Vurdering

Bogen er spændende, sjov og fantasifuld, og læseren holdes fanget fra start til slut. Den henvender sig til både piger og drenge fra 11 år. Bogen er nogenlunde letlæst (lix 24) og med korte kapitler. Sproget er nutidigt og med meget dialog. Der er flere sjove scener, hvor børnene møder andre væsener, som undrer sig over menneskers opførsel. Historiens slutning lægger op til nye eventyr. Forsiden er indbydende og sælger bogen rigtig godt

Andre bøger om samme emne

Trilogien " Bøger fra Begyndelsen" som starter med Det smaragdgrønne atlas handler også om børn, som rejser i tiden for at genfinde forsvundne personer. Bogen Forfulgt i fortiden er en anden letlæst bog om tidsrejser