Lektørudtalelse

Forfatter: Sanne Caft

Kort om bogen

En Embla Nyström krimi. En 9-årig pige forsvinder, og mistanken rettes hurtigt mod en teenager, der ikke kan redegøre for sin færden. Men som altid er der mere på færde

Beskrivelse

Vi stiftede bekendtskab med den kontante og effektive unge efterforsker i Jagtmark, der startede en ny krimiserie af svenske Helene Tursten. 9-årige Amelie forsvinder på vej hjem fra skole. Nyström sættes på sagen, der hurtigt eksploderer. For er der en seriemorder på fri fod? Sideløbende med opklaringsarbejdet bokser Nyström med privatlivet. Alle krimi-ingredienserne er til stede fra den kæmpende efterforsker over de mange potentielle forbrydere til det afsluttende opgør. Placeret i et svensk nutidsmiljø

Vurdering

Effektivt underholdende krimi med masser af svensk lokalkolorit fra jagt til store svenske vidder. Velskrevet og med de forventelige plottwists undervejs. Afsluttende med en cliff hanger, der lægger op til næste bind

Andre bøger om samme emne

Til det umættelige krimimarked kommer her nyeste skud på stammen af svensk kvalitet krimi. Forfatteren er kendt og elsket i Danmark, primært for sin 10-binds serie med kriminalinspektør Irene Huss, der også er filmatiseret. Denne holder stil og tone fra det første bind i serien. Effektivt sammenskruet krimi fra nabofolket på linje med Läckberg, Fossum og Marklund