Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Kort om bogen

Psykologisk krimi om en bankrøver og en politikommissær, hvis liv er knyttet sammen af deres brødre. Hvor langt vil politikommissæren gå for sin bror? For de læsere, der sætter det psykologiske spil højere end selve plottet

Beskrivelse

Leo bliver løsladt efter en dom for en række brutale bankrøverier, som også hans brødre og voldelige far deltog i. Nu har han minutiøst planlagt det perfekte kup, og da den ene makker bliver skudt, forsøger han uden held at få sine ellers så loyale brødre med. Så er der kun ham og Sam tilbage. Sam har siddet inde for at have knivdræbt sin voldelige far, og havde han ikke gjort det, havde faderen banket hans lillebror John Broncks ihjel. Broncks er nu politimand og har fået Leo dømt, men har stadig et udestående med ham. Broncks ved, at Leo er i gang med noget stort, og at hans bror er indblandet, og han handler som privatperson og ikke som politimand frem mod en uafvendelig finale. Selvstændig fortsættelse af Bjørnedansen

Vurdering

For så vidt en spændende og velskrevet psykologisk krimi, men den kommer ikke helt i mål. Den er længe om at komme i gang, og som læser forstår man først meget sent, hvad det perfekte kup går ud på. Både Leo og Broncks har haft et svært liv, og deres indbyrdes psykologiske spil er kompliceret og svært at følge. Alligevel en krimi over middel

Andre bøger om samme emne

Andre svenske mainstreamkrimier og spændingsromaner er fx de 6 som Anders Roslund har skrevet sammen med Börje Hellström