Lektørudtalelse

Forfatter: Louise Urban Andersen

Kort om bogen

To små billedbøger om henholdsvis dyr i skoven og eksotiske dyr i naturen. Bøgerne egner sig til oplæsning for 3-5-årige

Beskrivelse

I "Dyrene i skoven" fokuseres der på dyr, der findes naturligt i den danske natur, nemlig egern, ræv og kronhjort. "Vilde dyr i naturen" beskriver eksotiske dyr såsom løve, elefanter og aber. For begge billedbøger gælder det, at de er udført med kraftige papsider, og at de indeholder naturtro tegninger af dyr i deres naturlige omgivelser. Hvert helsides opslag behandler et enkelt dyr med tegninger af dyrets familie og en kort ledsagende tekst, der forklarer dyrets liv i flokken, og gengiver, hvilken lyd dyret afgiver. De to bøger er en del af en serie på 6 bøger, der udgives samtidig af samme forfatter

Vurdering

For at forstå teksten og få det fulde udbytte, skal barnet være mellem 3 og 5 år, men selv helt små børn ned til et år kan have fornøjelse af at betragte de naturtro tegninger. Tegningerne er fine, naturtro og holdt i naturens egne farver. Bøger om dyr vækker altid interesse hos børn, så der er helt sikkert en stor læserskare til disse søde bøger

Andre bøger om samme emne

Anne Möller har tidligere udgivet lignende bøger til målgruppen, eksempelvis Dyreunger - fra hele verden. Forfatteren holder stilen i indeværende bøger