Lektørudtalelse

Forfatter: Maria Sjøblom

Kort om bogen

Hed, sexet og voldsom odysse over et had/kærlighedsforhold mellem den fattige Scarlett og rigmandssønnen Dante. For især kvinder, der elsker erotiske kærlighedshistorier med et tvist

Beskrivelse

Ingen vil have Scarlett. Hendes mor efterlod hende i en skraldespand, da hun var spæd og hun må vokse op hos sin fordrukne bedstemor, som lader sit barnebarn gå for lud og koldt vand. I skolen møder hun for første gang et menneske, som forsvarer hende, nemlig rigmandssønnen Dante. Scarlett og Dante knytter et tæt venskab, som gennem årene vokser sig til en altopslugende forelskelse. Dantes manipulerende mor vil dog gøre hvad som helst, for at få Scarlett ud af sin søns liv. I "Love is war 1 - Scarletts historie" får vi fra Scarletts vinkel skiftevis indblik i parrets stærke relation som unge og det had, der er vokset frem mellem dem som voksne. "Love is war 2 - Dantes historie" lukker op for endnu flere detaljer om de forfærdelige intriger og forbrydelser, parret er ofre for og her tilføjes Dante som fortæller

Vurdering

Sexscenerne er direkte, lidenskabelige og saftige. Samtidigt skriver forfatteren så medrivende, at hovedpersonerne nemt træder frem. På trods af den vanvittige jalousi, oprulles en kærlighedshistorie af de helt store og her er underholdning fra første til sidste side

Andre bøger om samme emne

Læsere af fx Abbi Glines' Alt for mange hemmeligheder og Meredith Wilds "The hacker"-serie, som starter ud med Udvalgt, vil også sluge disse bøger