Lektørudtalelse

Forfatter: Louise Hede

Kort om bogen

Jack Reachers hjælp er nødvendig for at finde den snigskytte der prøvede at dræbe den franske præsident. Tiden er knap, da teorien går på at også det nærtstående G8-topmøde i London er et mål. For især mandlige læsere af hæsblæsende spændingsbøger

Beskrivelse

Jack Reacher er tidligere militærmand, men bliver kaldt til tjeneste igen, da en snigskytte har forsøgt at dræbe den franske præsident fra 1300 meters afstand med en amerikansk kugle. Listen over potentielle gerningsmænd er kort, så det er op til Reacher og den unge CIA-agent Casey Nice at finde frem til den rigtige, hvoraf Reacher har et personligt anliggende med én af dem. Tiden er kort, for teorien går på at attentatet mod den franske præsident kun var generalprøven mod det endelige mål: G8-topmødet i London

Vurdering

Der er hæsblæsende action fra start til slut, og man kan næsten ikke undgå at blive forpustet af det høje tempo. Bogen mangler ikke klicheer eller karikerede personer, men formår stadig at gøre det den skal - nemlig at underholde hele vejen igennem. Det er bog nr. 19 i serien om Jack Reacher, men den kan læses uafhængigt af resten af serien

Andre bøger om samme emne

Jason Bourne-serien af Robert Ludlum er oplagt at sammenligne med. Den starter med Manden uden navn. Linwood Barclay er også en spændingsforfatter med mange bøger bag sig - fx Ulykken