Lektørudtalelse

Forfatter: Per Månson

Kort om bogen

I sit livs efterår bliver musikeren Peter Bastian omvendt til kristendommen. Dette og meget andet fortæller han om i denne åbenhjertige bog, der henvender sig til alle, der funderer over tilværelsen

Beskrivelse

En god uge før sin død i marts 2017 har Bastian efter endt kemobehandling overskud til en lang snak til og med vennen Tor Nørretranders, der optager samtalen på bånd. Peter Bastian når at redigere sammen med hustruen Anne, så udskriften nu foreligger som en færdig bog. Hovedpointen er at finde fred med sig selv ved at acceptere den man er. Det har Bastian opnået gennem kristendommen efter at have tilbragt mange år med meditation og askese. Samtalen kommer vidt omkring om kærlighed, musik og livet som sådan. Midt i bogen er der 24 af Bastians stregtegninger og akvareller udvalgt af en anden ven: musikeren Lars H.U.G

Vurdering

Det er en meget åbenhjertig og gribende bog fortalt af en mand, der er afklaret med sin skæbne. Niveauet er af og til lidt højt, men det er tydeligt, at Bastian brænder for at få sin egen afklaring formidlet

Andre bøger om samme emne

Bogen kan ses som en slags forlængelse af forfatterens Mesterlære. Religionsfilosofisk er forfatteren i slægt med Johannes Sløk og K. E. Løgstrup