Lektørudtalelse

Forfatter: Frederik Nielsen

Kort om bogen

Science fiction. Om Danmark, især København, i 2026 og internettets indflydelse på vores liv og dagligdag. For læsere af genren om fremtidens samfund. Egner sig til skoleopgaver

Beskrivelse

Romanen fortæller om forskellige skæbner, fx en ung oprører, en sortbørshandler, en forsker, en politiker, en oversætter og flere andre personer. Al kunst dvs. malerier, bøger, musik, film osv. er blevet digitaliseret og derefter destrueret, og de få fysiske rester sælges på det sorte marked. Internettet opnår en form for bevidsthed, og i løbet af en nat bliver al den digitale kunst slettet. Derudover er internettet med til at skabe større afstand mellem generationerne end tidligere. De unge føler ofte kun tabet på et personligt plan men forstår ikke den dybere betydning, der til gengæld tærer hårdere på den ældre generation. Forfatteren har skrevet flere romaner om forskellige mennesker i Danmark, som påvirkes af den samme hændelse fx Indre by og Åben himmel

Vurdering

Fin sci-fi fortælling med gode ideer til eftertanke. Sproget er flydende, personerne spændende og det meste af romanens historie fortælles mellem linjerne uden en egentlig hovedperson. I stedet får man korte indblik i forskellige personers liv, som ind imellem flettes sammen, og disse brudstykker danner et billede af livet og hverdagen fyldt med sorg og tab efter kunstens forsvinden

Andre bøger om samme emne

Der er skrevet flere bøger om fremtiden i Danmark og påvirkningen fra teknologien fx Mimesis og Happy Nation