Lektørudtalelse

Forfatter: Signe Rugtved Andersen

Kort om bogen

Kender du de der uhyggelige tanker, der kommer krybende, når man ligger og prøver på at falde i søvn? Hvis din mor siger at der ikke gemmer sig noget under sengen - så kan du godt tro om! For piger og drenge fra omkring 12 år, der elsker et godt gys

Beskrivelse

De fleste børn kender Ole Lukøje. Det gør Peter også. Han ligger søvnløs og bange under dynen, mens han prøver at huske teksten til sangen om den lille Ole med paraplyen. For Peter kan høre lyde og se skygger bevæge sig - og nu kan han også mærke noget skrabe under sengen. Mor og far er ude og barnepigen kommer ikke, når Peter kalder. Men Ole Lukøje kommer og han kan mane alt det onde bort - eller kan han? Teddy Vork skriver primært til unge og voksne horrorfans og hans historie om Peter har tidligere været udgivet, blandt andet i novellesamlingen Sprækker. Indledes med en redaktionel advarsel; bogen ER uhyggelig

Vurdering

Velskrevet og meget velfungerende horrorhistorie for unge og store børn med nerver af stål. Sproget er intenst og billedmættet og Hjorthaabs grumme, sort/hvide stregtegninger understreger uhyggen. Bør ikke læses når man er alene hjemme!

Andre bøger om samme emne

Læsere med hang til gys og horror vil også befinde sig godt i selskab med Dæmonernes spil, ligesom novellesamlingerne Pix og Horror.dk vil være oplagte