Lektørudtalelse

Forfatter: Anne Birgitte Langkilde Hundahl

Kort om bogen

Underholdende lille bog, der med et glimt i øjet af- eller bekræfter de mange myter om kost og fordøjelse. Oplagt til læsere som ønsker et hurtigt svar på de mange florerende myter om emnet

Beskrivelse

Endnu en udgivelse i forlaget FADL's serie "100 myter om". Denne gang med fokus på fordøjelsessystemet og kosten. Her får den nysgerrige læser fx svar på om juice er sundere end sodavand, om kunstige sødemidler er farlige, feder kartofler, er tang sundt og slanker chili virkelig? Bogen indledes med et kort forord, der introducerer de to forfattere, samt en indledning der indkredser emnet. Herefter forklares hver af de 100 myter hver på få sider. Myterne er inddelt i kategorierne Fordøjelsen og tarmsystemet, Tarmbakterier, Kost og fødevarer, Vitaminer, Mineraler og kosttilskud samt Livsstil. Dertil kommer udførlige referencer sidst i bogen

Vurdering

Bogen er skrevet i en let og humoristisk tone, og er velegnet til bl.a. underholdende oplæsning. Myterne forklares med udgangspunkt i fakta, og der findes referencer til alle myter bagerst i bogen. Den går dog ikke nok i dybden til, at man kan få den nødvendige viden om det enkelte udsagn, men det lover den bestemt heller ikke

Andre bøger om samme emne

Vil man gå mere i dybden med emnet, uden at det bliver for tung læsning, kan Elsk din tarm være et godt supplement. Er man til flere bøger med den underholdende dimension har FADL også udgivet bl.a. 100 myter om sundhed og sygdom