Lektørudtalelse

Forfatter: Poul Flou Pedersen

Kort om bogen

Teaterdirektøren og skuespilleren Klaus Pagh fortæller anekdoter og skæbnehistorier fra sine mange aktive år i dansk underholdning. De mange festlige og skøre historier vil begejstre alle, der husker dansk teaters store koryfæer som fx Dirch Passer og Jørgen Ryg

Beskrivelse

Klaus Pagh, født 1935, fortæller i denne biografi, som Bodil Cath har skrevet, om sit liv og sin karriere som skuespiller og teaterdirektør. I sine helt unge år fik Pagh i 1956 sit store gennembrud i filmen Ung leg, hvor han blev sammenlignet med James Dean. Den feterede skuespiller slog yderligere sit navn fast i en række Soldaterkammeraterfilm. I 1970'erne havde han på ABC Teatret stor succes med morskabsteater, hvor især Dirch Passer, Jørgen Ryg og Kjeld Petersen bidrog til løjerne. Pagh fortæller også om de mange turneer rundt i landet, hvor der var fest og farver med masser af sprut og damer: "Man må i Danmark godt have fire koner, hvis man altså har dem en ad gangen". Man forstår, at i den lille danske skuespillerverden kender alle hinanden, og efterhånden er alle nærmest også både gift med hinanden og skilt på kryds og tværs

Vurdering

Klaus Pagh er en herlig fortæller med mange rammende bemærkninger, og man kan nemt få den fornemmelse, at de mange gode og saftige historier bliver fortalt i et festligt lag langt ude på de små timer. Som læser er man er i rigtig godt selskab

Andre bøger om samme emne

Nogle af skuespillerne, der havde succes hos Klaus Pagh, kan man fx læse om i Mit liv som Ulf eller Dirch Passer