Lektørudtalelse

Forfatter: Elisabeth Bennetsen

Kort om bogen

Dystopi for unge fra 14 år om en verden styret af det brutale "Ulvekobbel". Den unge Eden har mistet alt i krigen undtagen hendes fars beskrivelser af vejen til øen "Refugium". Følg hendes flugt til den ø, hvor freden skulle herske

Beskrivelse

Før krigen havde Eden alt. Et behageligt liv, tryghed og en familie. Men da "Ulvekoblet" overtager verden, havner hun helt alene i en fangelejr. Sammen med et par andre piger lykkes det hende at flygte over havet mod den ø, hendes far har beskrevet for hende. En ø, som er et refugium. Men øen viser sig at være alt andet end fredelig og tryg og udover farer og problemer, venter der også Eden en stor overraskelse og en vigtig opgave. Den debuterende forfatter er amerikansk

Vurdering

Efter en spændende start mistede jeg desværre hurtigt interessen for denne meget reflekterende og omstændeligt fortalte roman. Eden er bogens fortæller, men det ret indviklede og også rodede plot drukner fuldstændigt i hendes snørklede beskrivelser, tankerækker og mange ord for det samme. Der er mange personer at holde styr på og de træder ikke rigtigt levende frem. Den lille kærlighedshistorie, som er flettet ind i handlingen, er uforløst og tam

Andre bøger om samme emne

En anden dystopi med en ung kvinde som helt i en verden, som kontrolleres og overvåges af en totalitær orden, er serien om Cassia, hvor 1 bind er Matched