Lektørudtalelse

Forfatter: Susanne Dahl Jensen

Kort om bogen

Medrivende young adult roman om Dillard Early og hans to eneste venner Lydia og Travis, der bor i den lille by Forrestville i Tennessee. Sidste high school-år venter, men hvad venter forude efter det? Hvad er overhovedet muligt at drømme om? Kan læses af både drenge og piger fra 14 år

Beskrivelse

Dillard "Dill" Early har det ikke nemt i lille Forrestville, Tennessee. Hans præstefar var med i en religiøs sekt og blev fængslet for besiddelse af børneporno. Alle ved det, og derfor er Dill et nemt offer i skolen. Han har kun to venner i skolen, Lydia og Travis, men det er sidste skoleår, og Lydia lægger i hvert fald ikke skjul på at hun skal videre på college. Men hvad med Travis og Dill? Hvad er deres vej frem? Dills mor og Dill selv knokler for at betale af på gælden og Travis' far ser ingen grund til, at Travis skal andet end at arbejde videre på savværket. Så college-drømmene er langt væk og lige om lidt er Lydia det også. Romanen er Jeff Zentners debutroman, der kom på engelsk i 2016. I år er kommet "Goodbye days" på engelsk. Jeff Zentner skriver ellers musik og spiller guitar og har arbejdet som frivillig med unge musikere

Vurdering

Fængslende roman om unges drømme og håb, forelskelse og frustrationer over ikke at høre til og kæmpe med en familie, der spænder ben for det man drømmer om og som ikke forstår en

Andre bøger om samme emne

Har du læst alle John Greens bøger og andre bøger i samme stil, så læs denne