Lektørudtalelse

Forfatter: Poul Flou Pedersen

Kort om bogen

Nye videnskabelige opdagelser og forståelser kan give menneskeheden håb om at overvinde mange af de kriser, kloden udfordres af. Inspirerende læsning for fx undervisere, studerende og politikere, der er optagede af og engageret i samfundsudviklingen

Beskrivelse

Videnskabsjournalisten Tor Nørretranders spiller på begreberne "opløsning" og "oplysning" i sin nye bog, der diskuterer den fornemmelse af usikkerhed, som mange oplever i disse år. Nye videnskabelige erkendelser indenfor fx astrofysik og hjerneforskning tegner andre muligheder for udvikling for menneskeheden, end man tidligere troede. Nørretranders læser sideløbende hermed filosoffen Immanuel Kants tanker om det kategoriske imperativ og ser nye muligheder for fællesskabet ved selv at gøre det gode og tro på, at andre også vil det. Bagerst har bogen mange siders henvisninger og register med både personer og begreber anført

Vurdering

Tor Nørretranders er en enestående formidler af videnskabelige emneområder, der er svært tilgængelige for menigmand. Han fortæller med smittende begejstring og kan formulere det store i små, lettilgængelige sentenser, og på den måde kan bogen læses af alle interesserede. En stor læseoplevelse!

Andre bøger om samme emne

Filosoffen Vincent Henridricks berører samme samfundsmæssige usikkerhed i sin populærvidenskabelige Spræng boblen