Lektørudtalelse

Forfatter: Christine Christensen

Kort om bogen

Hvordan laver man raketter af colaflasker, eksplosivt sæbeskum eller slim af kartoffelmel? Fagbog med mere end 169 kemiske forsøg for alle, der er vilde med eksperimenter fra 13-99 år

Beskrivelse

Hverdagen er fuld af kemi og denne efterfølger til ShowKemi indeholder over 169 demonstrationsforsøg inddelt i hovedgrupper som: Ild, Det skummer og Elektrokemi. Alle forsøg er illustreret og udover selve opskriften er der oplysninger om kemikalier, udstyr, den kemiske forklaring, sikkerhed, oprydning og kilden til forsøget. Alle forsøg har et ikon, der indikerer sværhedsgrad og et felt, der fortæller om forsøget er egnet som show, workshop, elevforsøg eller hands on

Vurdering

Bogen er fuld af spændende forsøg og ideer til fysikundervisningen. Opskrifterne spænder vidt; fra hurtige, ukomplicerede køkkenforsøg til detaljerede og svære langtidseksperimenter. Selvom de letteste forsøg kan laves af store børn og ingredienserne dertil også er lettilgængelige, egner denne bog sig bedst til inspiration til undervisere og voksne på folkeskoler, gymnasiale uddannelser og på universitetet

Andre bøger om samme emne

Andre bøger med sjove forsøg og eksperimenter er Hjemmelaboratoriet, Sjove eksperimenter eller Den store eksperimentbog, der dog alle er for mindre børn. Denne bog sammenlignes bedst med forfatterens egen ShowKemi