Lektørudtalelse

Forfatter: Jesper Holtoug

Kort om bogen

Tom er ude på havet med sin far i en lille båd - det går op og ned. Tom bliver søsyg - og det er ved at blive mørkt. Mon de når i land? For 6-7-årige, som lige er ved at lære at læse

Beskrivelse

Bogen hører til serien "RAP" med tre ænder, hvilket betyder, at der ikke findes ord i bogen med flere end tre bogstaver. Alle ord er lydrette eller lydnære, og der er illustrationer på alle sider. Historien handler om Tom, som er med sin far på havet i en lille robåd. Bølgerne er temmelig høje, og Tom er ikke søstærk - han brækker sig og har det helt elendigt. Og det bliver mere og mere mørkt på havet. Sværhedsgraden er lix 4

Vurdering

En ret lækker lille bog med stift bind og flotte illustrationer, som fylder det meste i bogen. Ordene er ganske lette og der er få af dem. Alligevel lykkes det, at skabe en nogenlunde spændende, lille fortælling, hvor den farlige situation overvindes og det hele ender som det skal. En ganske kort, lille historie om en rigtigt ubehagelig oplevelse, som de fleste børn kan forestille sig selv i

Andre bøger om samme emne

Der findes andre spændende bøger om farlige emner i serien "RAP" fx: Væk med dig og Carl er en helt. Af lette bøger om havet kan desuden nævnes: Erik til søs eller Maja driver til havs. Den sidste er dog noget sværere at læse