Lektørudtalelse

Forfatter: Ole Laursen

Kort om bogen

Hvordan er det at være operasangerinde? Det får Oskar og læseren et svar på i denne bog, hvor Oskar tager med sin overbo, Sanne, med på teatret hvor hun skal medvirke i en operaforestilling. De 4-7-årige kan lære en masse om at være operasangerinde, og om hvordan man arbejder på et teater

Beskrivelse

Bogen er nummer 23 i den lange serie "Læs om jobs" om forskellige jobs. I historien viser Sanne Oskar rundt på teatret, hvor hun arbejder. Vi er med, når der øves på en operaforestilling, når orkestret er ved at øve, ser hvordan der arbejdes bag scenen, er med på udstyrslageret og i sminkerummet. Vi er også med, når Sanne øver sit parti til operaforestillingen. Til slut vises nogle ting fra teatret og hvad de hedder, fx nodestativ, projektør eller cello

Vurdering

Bogen har den for serien sædvanlige fyldige tekst, og har som i de øvrige en hyggelig billedside med en lang række detaljer at studere på hvert opslag. Enkelte steder bliver sætningerne lidt lange og knudrede. Enkelte ord eller udtryk vil kræve forklaring over for barnet, fx "Kunstfærdigt", "generalprøve" eller "orkesterrepetition"

Andre bøger om samme emne

Der findes på dansk ikke andre billedbøger om at være sanger eller sangerinde. Det nærmeste vi kommer er Niki Dalys Ruby synger blues - en historie om en pige som lærer at synge af en jazz-sangerinde