Lektørudtalelse

Forfatter: Thomas Ry Andersen

Kort om bogen

Glimrende forskningsbaseret bog om de danske tænketankes fremvækst og indflydelse i dansk politik. For samfund og politisk interesserede læsere, beslutningstagere og studerende fra gymnasieniveau og op

Beskrivelse

Jesper Dahl Kelstrup er cand.scient.pol, ph.d og lektor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på RUC. Med denne bog giver han den første samlede fremstilling af det danske tænketanklandskab. Den forklarer hvad en tænketank er, hvad der ligger bag fremvæksten af tænketanke globalt og i Danmark og kategoriserer og beskriver de vigtigste aktører og deres politiske indflydelse, herunder bl.a. advocacy-tænketankene som Cepos og Cevea og policy-tænketanke som Rockwool Fondens Forskningsenhed og Justitia. Med litteraturliste, indeks og tabel- og figuroversigt

Vurdering

En teoretisk, men alligevel velformidlet fagbog om et relevant og vigtigt emne. Bogen giver en fin forståelse for, hvorfor vi har en række indflydelsesrige tænketanke i Danmark, hvordan de opererer og den vigtige rolle de spiller både mediemæssigt og politisk. Bogen udfylder et stort hul i den danske litteratur og bidrager fint til belysningen af demokratiets tilstand

Andre bøger om samme emne

Der findes ikke meget om danske tænketanke, men Magteliten viser, hvordan få danskere træffer de tungeste beslutninger i politik, erhvervsliv, fagforeninger og kulturliv, mens den tekstfattige Magtens atlas illustrerer, hvordan det danske samfund hænger sammen gennem netværksforbindelser