Lektørudtalelse

Forfatter: Iben Jakobsen

Kort om bogen

Rørende roman om 98-årige Doris, der ser tilbage på sit lange liv og de mennesker, hun kendte. For alle læsere af feelgood-historier og tårepersere

Beskrivelse

Doris på 98 bor alene i Stockholm og de eneste mennesker i hendes liv er det daglige besøg fra hjemmeplejen og niecen Jenny, der bor i USA. I Doris' adressebog står navnene på samtlige, hun har mødt gennem sit lange liv - så godt som alle navne er streget over nu. Døde. Men Doris er i gang med at skrive sine erindringer ned til Jenny og disse fortæller Doris' livshistorie fra kolde Sverige til prestigefyldte Paris til USA og tilbage igen til det krigshærgede Europa

Vurdering

Yderst velskrevet, smuk og rørende bog, der på én og samme tid hylder livet og dets mange spændende oplevelser og mennesker, men også skildrer ensomheden, frygten og ikke mindst, døden. Doris er en betagende fortæller - både som ung, men absolut også som gammel - hun har haft et langt og hårdt liv med både glædelige stunder og det værst tænkelige. Hun går lige i hjertet på læseren, og på trods af alle de tårer man fælder er det en feelgood-historie

Andre bøger om samme emne

Andre bøger, hvor livet er ved at rinde ud er fx En sidste ferie, De udvalgte og Middag med Edward