Lektørudtalelse

Forfatter: Jeanette Pejtersen

Kort om bogen

Marta og Knud har sommerferie. De bor ude på landet, og de keder sig, men så får Knud en god idé, som har noget med hønselort og tal at gøre. Kan læses, hvis man er 8-9 år

Beskrivelse

Marta og Knud er naboer, og de har sommerferie. De bor ude på landet, og der sker ikke så meget. På Martas gård er der både en struds, der hedder Momse, en fugleedderkop, der hedder Barbie, en hidsig kat, der hedder Syko, og en nabo, som vist er en heks. Der er også de tre høns, Ymer, Pude og Gokke, og Knud får en idé til, hvad han og Marta kan bruge hønsene til, så de ikke skal kede sig. Bogen er delt ind i 14 kapitler med hver sin overskrift. Der er illustrationer i farver på nogle af opslagene. Bogen er i serien "Mega", der har lave lix-tal og høje sidetal. Der er opgaver til bogen på forlagets hjemmeside

Vurdering

Rigtig god og sjov historie om to venner, der keder sig, og sammen finder på en leg, som bliver lidt vild. Illustrationerne er sjove og hjælper med til at forstå teksten

Andre bøger om samme emne

En anden sjov bog om sommerferie og venner, der finder på noget sjovt sammen er fx Sjaskvådt, Sally! Den er for samme aldersgruppe, som "Marta og Knuds vilde dag"