Lektørudtalelse

Forfatter: Signe Rugtved Andersen

Kort om bogen

Er du vild med historiske fortællinger? Så er denne første bog i serien "Vikingedrengens saga" lige noget for dig! Bogen er god at få læst op, men hvis du er over 10 år foretrækker du måske at læse den selv

Beskrivelse

Vi befinder os i Danmarks vikingetid, hvor vi møder drengen Hjalte, søn af Jarl Trygve. Hjaltes største ønske er at gøre sin far stolt, men det er svært at leve op til hans forventninger, og da Hjalte en dag - ved et uheld - gennemborer sin fars fod med et sværd, må han flygte med sin veninde og halvsøster, trælpigen Kuska. Da venderne angriber bosætningen får det katastrofale følger, men samtidig bliver det Hjaltes store mulighed for at bevise sit værd; han får nemlig ansvar for at passe fangen, venderdrengen Rurik, imens hans far drager til Køge, for at hjælpe med at bygge Harald Blåtands nye ringborg. Bagerst i bogen kan du finde opskrifter på mad fra vikingetiden, lære om runer og læse om nogle af de ord og udtryk, du møder i bogen. Forfatteren, Charlotte Blay, har skrevet flere bøger til børn og unge, herunder flere historiske. Per O. Jørgensen har stået for bogens illustrationer

Vurdering

Velfortalt og medrivende historisk fortælling. Bogen er skrevet i et letforståeligt sprog og har et flot og læsevenligt layout med store typer og god afstand mellem linjerne

Andre bøger om samme emne

Du kan læse mere om om vikingetiden i Harald Blåtand og i Vikingesagn. Er du vild med historiske bøger kan Som landet lå desuden anbefales